Frankrig og Tyskland er i gang med at udarbejde et økonomisk initiativ, der skal fremme vækst og arbejdspladser.
Det siger Frankrigs præsident, François Hollande, under et EU-topmøde i Bruxelles.
Initiativet vil blive fremlagt for de øvrige EU-lande på det næste topmøde i juni, oplyser han.
Han forklarer, at han og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, planlægger forhandlinger, så "vi kan samles om et fælles bidrag til topmødet i juni".
Det vil i så fald være det første større fransk-tyske initiativ, siden Hollande blev valgt til præsident sidste år.
/ritzau/AFP