En fransk betjent er torsdag aften blevet stukket i maven med en kniv, og en ung kvinde er blevet skudt og såret under en anholdelse af tre kvinder, der mistænkes for at planlægge et angreb i Paris. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
I alt er syv personer pågrebet, efter at fransk politi søndag fandt en mistænkelig bil tæt ved Notre Dame-katedralen i den franske hovedstad. Bilen indeholdt seks gasflasker.
- De tre kvinder var radikale fanatikere på 39, 23 og 19 år. De forberedte efter alt at dømme et voldeligt, forestående angreb, siger Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, ifølge nyhedsbureauet Reuters i en tv-tale.
Ejeren af bilen, der indeholdt de eksplosive gasflasker, er mor til kvinden, der blev såret af skud under anholdelsen.
En mand på 34 år og en kvinde på 29 år blev pågrebet allerede tirsdag. De er ifølge fransk politi del af et radikalt islamistisk miljø.
Natten til torsdag blev yderligere to personer pågrebet. Broren til den 34-årige mand blev sammen med sin kæreste pågrebet sent onsdag.
En ansat på en bar alarmerede politiet søndag, da han opdagede bilen, der ikke havde nummerplader på.
På bagsædet kunne han se, at der lå en gasflaske. Det viste sig senere, at der var yderligere fem gasflasker i bilen, der også indeholdt tre flasker med benzin.
Frankrig er i højeste alarmberedskab, efter at en række angreb har ramt landet de seneste år.
130 mennesker blev i november sidste år dræbt i en række næsten samtidige angreb mod et spillested, et stadion og flere restaurationer i Paris.
I juli angreb en mand i en 19 ton tung lastbil strandpromenaden i Nice. Tusindvis af mennesker havde samlet sig for at se fyrværkeri på Frankrigs nationaldag og var på vej væk fra stranden, da lastbilen kørte ind i menneskemængden. Her blev 86 dræbt.
/ritzau/