Et perfekt timet angreb, der blev sat ind omkring en kilometer før mål, sikrede Rudy Molard (FDJ) en flot sejr på 6. etape af cykelløbet Paris-Nice.
28-årige Molard har ellers ikke mange store sejre på sit cv, men her tog han fusen på en frontgruppe, der ikke fik sat system i forfølgelsen.
Astanas Luis León Sanchez blev nummer fire og bevarer løbets førertrøje inden lørdagens kongeetape.
Sanchez var ellers presset, da Sergio Henao, Simon Yates og Tim Wellens forsøgte et angreb i løbets slutfase. Henao faldt fra og efterlod Wellens og Yates som en stærk duo i front.
Men bagved skruede Jakob Fuglsang op for tempoet for at hjælpe sin Astana-holdkammerat i kampen for at fastholde førertrøjen.
Accelerationen neutraliserede angrebet, men kostede også Fuglsang så mange kræfter, at han få kilometer før mål måtte slippe frontgruppen.
Wellens kom i mål som nummer to, to sekunder efter Molard, mens Julian Alaphilippe sluttede på tredjepladsen i samme tid.
Etapens dramatiske indslag kom omkring ti kilometer fra mål, da Team Skys klassementhåb Wout Pouls styrtede og mistede chancen for en samlet topplacering i løbet.
Sky-holdet oplyste senere fredag, at Wout Pouls brækkede sit ene kraveben i forbindelse med dagens styrt.
- Det er så skuffende, for jeg havde det rigtig, rigtig godt, men sådan er livet nogle gange.
- Nu vil jeg sammen med lægerne lægge en plan for, hvad der skal ske med kravebenet. Jeg havde i forvejen planlagt en pause efter Paris-Nice, så vi får se, siger Pouls ifølge Skys hjemmeside.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.