De franske myndigheder anbefaler fredag, at folk undlader at udveksle håndtryk. Det skal mindske risikoen for spredning af coronavirus.
Frankrig vil også lukke adskillige skoler i området Oise nord for Paris, når en skoleferie slutter i weekenden. Det sker på baggrund af rapporter om nye smittetilfælde i en region nord for Paris.
- Virusset er nu i omløb på vores territorie, og jeg anbefaler, at vi indtil videre undlader at give hånd, siger sundhedsminister Olivier Veran.
De franske myndigheder meddelte fredag, at antallet af bekræftede coronatilfælde er steget fra 19 til 57.
Veran opfordrer befolkningen til at hjælpe myndighederne med bekæmpelsen af smitten ved at respektere de sikkerhedsinstruktioner, som er blevet offentliggjort.
- Beskyt jer selv og jeres nærmeste, siger han.
Der kom fredag separate meldinger om mulige nye coronasmittede på en militær base i Creil nord for hovedstaden.
Ifølge et tweet fra forsvarsminister Florence Parly skal adskillige nye tilfælde på basen være blevet bekræftet.
Præsident Emmanuel Macrons kontor har meddelt, at regeringen holder et møde lørdag om sundhedskrisen.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters