Kendt kunstners liv ændrede sig, da han kvittede 8 til 16-job
Sangeren Skinz Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Mohamed Ahmed hitter stort under kunstnernavnet Skinz, men vejen har været lang for den somaliskfødte musiker.

Det er den 3. november 2016, da 30-årige Mohamed Ahmed endelig kan sætte sin underskrift på en kontrakt med Warner Music under kunstnernavnet Skinz.

Det skal fejres med champagne, og pladeselskabet har købt et par gode flasker til ham.

Men i stedet for at åbne de dyre dråber, tager han flaskerne med. Han er inviteret til fødselsdag hos en af sin bedste venner, og flaskerne må gøre det ud for en gave. For Skinz har ikke så meget som en krone på lommen.

De sidste mange år har han satset alt, hvad han har og ejer, på at bryde igennem med musikken. Nu vender det endelig for kunstneren, der i dag står bag store hits som "Jeg har en pige" og det platinsælgende nummer "Malibu".

Men kærligheden til musikken er kommet langsomt snigende. Faktisk er det først ordene, der stjæler hans opmærksomhed.

- Jeg kan huske, at jeg allerede før jeg fylder 10 år, bruger meget tid på at lave rim og remser. I løbet af min skoletid og i gymnasiet skriver jeg en hel masse digte og tekster, men der er ikke nogen, der får lov til at se dem, fortæller Skinz.

Mange af teksterne bliver skrevet i skolen, hvor han ikke rigtig følger med i undervisningen.

- Lærerne kalder mig åndeligt fraværende i timerne. Det er noget, der går igen og igen i min kontaktbog. De tror vist bare, at jeg har koncentrationsbesvær, og det har jeg jo også til dels, men de ved ikke, hvad der foregår oppe i mit hoved, siger han.

Han udfylder det ene kladdehæfte efter det andet. Han skriver, når han sidder i bussen, når han er alene, når han går rundt for sig selv.

Og det gør han en del i sin barndom, der ikke er som alle andres. For historien om Skinz starter egentlig i Somalia i slutningen af 80'erne.

Borgerkrigen er endnu ikke brudt ud, men uroen ulmer, og hans mor tager konsekvensen. Sammen med sine børn, der også tæller Skinz' to ældre søstre og en lillebror, der kun er spæd, rejser hun til Moskva, hvor hun har en bror, der bor.

- Jeg er så lille, så det eneste, jeg kan huske er lufthavnene og folk, der er klædt i politiuniformer. Der er et koldt, blåligt lys, sådan et lys der er i afhøringslokaler og enormt meget ventetid, fortæller Skinz.

Men børnene når ikke at være længe i Moskva, før moren beslutter at sende Skinz og hans to søstre til Danmark, hvor hendes anden bror bor. Hun vil komme efterfølgende.

På det tidspunkt ved familien ikke, at der vil gå år, før de bliver genforenet i Danmark.

- I Københavns lufthavn bliver vi taget imod af vores onkel, som vi aldrig har mødt. Han er ung og får lige pludselig kastet tre børn, der ikke er hans egne, i favnen, forklarer Skinz.

- Han klarer sig vist ikke så godt i forvejen, så han kan ikke tage sig af os. Vi bliver anbragt på et børnehjem, først i Lynge, hvor vi er et par uger eller måneder, og så på Frederiksberg. Og dér starter det liv, jeg kender til, rigtigt, siger han.

På børnehjemmet lærer han dansk, og han lærer den danske kultur at kende. Og så lærer han ret tidligt, at hvis han vil klare sig, må han klare sig selv.

- Årene på børnehjemmet har styrket mig, fordi der rent ud sagt ikke var nogen kære mor. Der var ikke nogen at læne sig op ad, og når jeg græd, så græd jeg alene. Mine søstre skulle i hvert fald ikke se det, for så blev man drillet, fortæller Skinz.

- Jeg var alene med mange ting, både mine følelser og opgaver og udfordringer i livet. Pædagogerne var søde, men de havde ikke kapaciteten til at være der 100 procent for en. Jeg blev en fighter af det. Hvis der var noget, jeg gerne ville, så måtte jeg selv finde ud af hvordan, siger han.

Det har aldrig været traumatisk for ham. Det var bare sådan, det var.

- Jeg havde jo aldrig oplevet, hvad en kernefamilie var, siger han.

Først da han er otte-ni år gammel, lander hans mor og lillebror i København, og familien flytter sammen i en lejlighed på Frederiksberg.

Men der er stadig langt til kernefamilien.

- Jeg havde jo ikke en mor, der var akademiker og kunne hjælpe mig med lektierne, eller hvad jeg nu havde brug for. Tværtimod skulle hun have hjælp af os til at tilpasse sig samfundet.

Mens han taler flydende dansk, er sproget i starten vanskeligere for hans mor.

- Jeg måtte hjælpe hende med mange ting, og det var ligesom min rolle at lære fra mig. Jeg måtte læse hendes breve og besvare dem, og hvad fanden vidste jeg? Men det havde sine fordele, når der kom breve fra skolen. Der har jeg bildt hende nogle ting ind, siger han og smiler.

For skolen er stadig svær for ham at engagere sig i. Og selvom han efter folkeskolen indvilliger i at gå i gymnasiet, så er det uden den store motivation.

I midten af 2.g kommer det sidste brev fra gymnasiet. Han bliver smidt ud. Årsagen er en blanding af åndeligt og fysisk fravær og - nå ja - så har han røget en joint på rektors kontor sammen med en flok kammerater. Det var dråben.

I stedet starter han på HF, men heller ikke her finder han sit kald.

Samtidig begynder han at komme mere og mere i miljøet omkring spillestedet Rust på Nørrebro. Han flytter hjem til vennen Jacob, der har et hjemmestudie i sin lille lejlighed og en sofa, Skinz kan sove på, og herfra åbner sig en helt ny verden.

For med en mikrofon foran læberne og sine slidte kladdehæfter i hånden bliver alle de ord, han har skrevet gennem årene, pludselig til musik.

Derfra er der ikke langt til podiet på Rust, hvor han lærer at ryste sceneskrækken af sig.

Han udkommer med et par sange, men selv om de bliver taget fint imod, føles det stadig som om, der er langt til det store gennembrud.

Og selv om musikken hiver i ham, så går det jo godt i teleselskabet, hvor han arbejder fra 8-16 og hiver en udmærket løn hjem. Det fornuftige ville vel være at hengive sig fuldstændigt til det der voksenliv, tænker han.

- Jeg havde ligesom opgivet, at musikken kunne blive til noget seriøst. Men der var bare et eller andet, der blev ved med at trække, siger han.

Så tager Skinz en beslutning. Han begynder at gå til sang og klaver. Han vil forstå musikken og kunne akkorderne, og så må han satse.

- Jeg kunne mærke, at det udviklede mig helt vildt meget. Jeg indspillede nogle sange, der lød helt anderledes end de gamle, for jeg var meget mere selvsikker, fordi jeg forstod musikken meget bedre, siger han.

I 2016 udkommer han med singlen "Er derude", og en ny musikalsk vej er banet. Det er den vej, han er gået ned ad en sen nattetime, da sangen "Jeg har en pige" begynder at forme sig i hovedet på ham.

Han deler en lejlighed med en ven, der er godt træt af, at Skinz af en eller anden grund altid finder inspirationen, når almindelige mennesker med almindelige job og almindelige sengetider ligger og sover.

Han er da også selv træt, og han overvejer om han bare skal smutte under dynerne - vel vidende, at sangen kan være væk, når han vågner dagen efter.

Til sidst sætter han sig ved mikrofonen.

- Jeg sidder inde på mit værelse og indspiller omkvædet på et lydniveau, der nærmer sig hvisken for ikke at vække nogen, husker han.

- Men det er nok et af de bedste valg, jeg nogensinde har truffet, for det ændrede mit liv, siger han.

"Jeg har en pige" udkommer i foråret 2017 og bliver det helt store gennembrud for sangeren.

På Spotify runder sangen snart 16 millioner streams.

Samme år optræder Skinz ved Danish Music Awards, han bliver nomineret til årets nye navn ved Zulu Awards, han bliver stemt til tops af Grøn Koncerts gæster som et af de navne, de helst vil se optræde på en scene for nye kunstnere.

"Fucking sindssygt" kalder han det.

I juni udkommer han med debutalbummet "Ingen drama", der netop har opnået guldcertificering, og der er mere på vej, lover han.

Alligevel betyder den lange vej til gennembruddet også, at han er meget bevidst om, hvor hurtigt eventyret kan slutte igen.

- Jeg kan nærmest have søvnproblemer over det, for alting har jo en ende. Jeg bliver bare nødt til at nyde det, så længe det varer, siger han.

/ritzau/

Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus