Nordkoreas ambitioner om at skaffe sig et kampdygtigt atomvåbenarsenal lider under de skrappe økonomiske sanktioner og våbenembargoen, som regimet er underlagt.
Sådan lyder vurderingen i en ny, fortrolig rapport, der er udarbejdet af et panel af eksperter for FN's Sikkerhedsråd.
Nyhedsbureauet Reuters er kommet i besiddelse af rapporten, hvori der står, at det nordkoreanske atomprogram er "forsinket betydeligt", men ikke standset helt.
- Indførelsen af sanktionerne har ikke stoppet udviklingen af det atomare og ballistiske missilprogram, men det har med al sandsynlighed forsinket tidsplanen (Nordkoreas tidsplan, red.) betydeligt.
- Indførelsen af finansielle sanktioner og forbuddet mod våbenhandel har blokeret for væsentlige dele af finansieringen, som ville have været kanaliseret ind i forbudte aktiviteter, lyder det i den 52-sider lange rapport.
Spændingerne på den koreanske halvø er taget voldsomt til, efter at styret i Pyongyang gennemførte sin tredje atomprøvesprængning i februar.
Det har fået USA til at opruste militært i regionen, og nordkoreanerne har truet med raketaffyringer og angreb på både amerikanske baser og fjenden i syd.
I slutningen af marts erklærede det totalitære regime, at der hersker "krigstilstand" mellem Nord- og Sydkorea. De to lande har teknisk set aldrig sluttet fred siden Koreakrigen, som endte med våbenhvile i 1953.
FN's Sikkerhedsråd vedtog i 2009 resolution 1874, hvor det kræves, at Nordkoreas ledere stopper landets atomprogram og afholder sig fra at teste raketter.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.