Det var den 24-årige Nick Langkjær Hansen der blev fundet i Aarhus Havn tirsdag eftermiddag.
Det fortæller hans mor, Jeanette Wiese Johansen, i et brev sendt til Horsens Folkeblad.
"Efter en urimelig lang ventetid hvor uvished, sorger og bekymringer har præget os alle der stod Nick nær, har jeg i dag endelig fået vished", indleder Jeanette Wiese Johansen det gribende brev.
Nick Langkjær Hansen forsvandt 29. januar efter en bytur i Aarhus.
Han blev sidst set tidligt om morgenen på McDonald's på Store Torv i Aarhus og siden har familie, venner og frivillige søgt efter ham.
I brevet skriver Nick Langkjær Hansens mor, at hun ønsker at offentligheden vil respektere, at hun nu skal "bearbejde min store sorg og det smertelige savn sammen med familie og venner":
"Jeg vil aldrig glemme, og aldrig holde op med at elske min søn Nick, og selvom han ikke er fysisk hos mig/os, så vil du altid være med os i tankerne, hjertet og alt hvad vi fortager os".
Politiet er afventende
Østjyllands Politi har endnu ikke bekræftet, at det er Nick Langkjær Hansen, som blev fundet. Overfor Horsens Folkeblad siger vagtchef Peter Hunnicke, at politiet godt har hørt, at familien mener, det er den 24-årige, men Peter Hunnicke vil ikke kommentere det yderligere.
- Vi afventer en 100 procent genkendelse af manden. Det får vi formentlig i forbindelse med ligsynet, forklarer Peter Hunnicke.
Politiet ventes at komme med en udmelding onsdag formiddag.