Værnepligtige på Forsvarets kaserner i Høvelte og København vil fremover blive testet for coronavirus, hvis de har symptomer på sygdom.
Det skriver Forsvaret i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.
Den seneste tid har blandt andet DR beskrevet, at pårørende til værnepligtige har været utilfredse med kasernernes håndtering af syge soldater.
Syge værnepligtige er blevet indlagt på en sygeafdeling på Høvelte Kaserne. Men de er ikke blevet undersøgt for smitte med coronavirus.
Forsvaret henviser til, at regeringen søndag ændrede strategi i forhold til coronatest. Flere skal nu testes end tidligere.
- Der har de seneste dage været skabt usikkerhed omkring Forsvarets håndtering af de syge værnepligtige, som opholder sig på kasernerne.
- Pårørende har udtrykt bekymring for, at soldaterne ikke blev testet for coronavirus/Covid-19.
- Derfor er det i denne helt særlige situation besluttet at få de syge testet i dag, siger oberst Bo Engelbreth, stabschef Forsvarets Sanitetskommando, i pressemeddelelsen.
Cirka 40 syge vil mandag blive testet for smitte med coronavirus.
Overlæge Vibeke Westphal fra kasernen i Høvelte fortæller, at ingen af de værnepligtige er mere syge, "end hvad der svarer til forkølelse eller almindelig influenza".
- Men som situationen er nu, er vi nødt til at vide, om der er nogle, som er syge af Covid-19, så vi kan fjerne uvisheden og om nødvendigt iværksætte yderligere tiltag, siger hun.
Der har siden midten af marts været i alt cirka 700 værnepligtige på kasernerne i København og Høvelte.
Her er de for at kunne indgå i samfundskritiske beredskaber, skriver Forsvaret.
/ritzau/