Unge danske mænd vil fortsat blive indkaldt til session, og 4200 unge skal frem over ind og aftjene værnepligt ved forsvaret.
Dermed skal lidt færre ind for at aftjene værnepligt i forhold til i dag, hvor antallet af værnepligtige ligger på 5000.
Det er resultatet af den aftale om besparelser på forsvaret, som regeringen, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti ventes at præsentere endeligt fredag.
Det bekræfter Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup.
- Vi er meget glade i Dansk Folkeparti, for det var vores ønske. Det betyder, at vi fastholder vores operative kapacitet, så hæren kan kæmpe på det niveau, de har i dag, siger Marie Krarup til Ritzau.
Torsdag skrev flere medier, at regeringen var parat til at bevare en værnepligt for 2300 personer. Men i de sidste armlægninger er tallet altså steget til 4200 værnepligtige.
/ritzau/