- En fælles EU-skat på finansielle transaktioner bliver ikke til noget i samtlige 27 lande, men ni lande vil nu undersøge muligheden for at indføre skatten i en mindre kreds.
- Ifølge Ritzaus optælling drejer det sig i hvert fald om Østrig, Tyskland, Frankrig, Spanien, Polen, Belgien, Portugal, Slovenien og Grækenland.
- EU kan som udgangspunkt kun indføre skatter, hvis der er fuld enighed blandt de 27 medlemslande. Men ni lande kan - hvis alle andre muligheder er forsøgt - gennemføre ting i et såkaldt "forstærket samarbejde".
- EU-Kommissionen præsenterede sidste efterår et forslag om en skat på finansielle transaktioner - kaldet FTT - der skal tage 0,1 procent i skat på handel med værdipapirer og 0,01 procent på handel med derivater.
- Skatten skal ifølge kommissionens forslag opkræves i det land, hvor de handlende parter har adresse - ikke i det land, hvor selve handlen foregår.
- Provenuet skal ifølge forslaget gå tilbage til EU.
- Kommissionsformand Barroso siger, at man vil give 1/3 direkte til medlemslandene og 2/3 til EU's fælleskasse, og at medlemslandenes kontingenter dermed kan halveres.
- Storbritannien, Sverige og Tjekkiet har sagt klart nej til skatten. Danmark foretrækker en global transaktionsskat og er skeptisk over for en EU-model.
/ritzau/