Kan du lide lidt mentolsmag, når du ryger en cigaret, så kan det være, du snart skal holde op med at ryge.
EU Kommissionen er nemlig på vej med et nyt lovforslag i kampen mod smøgerne, der blandt andet vil forbyde cigaretter med smag.
Lovforslaget skulle allerede have været offentliggjort for en måned siden, men blev gentagne gange forsinket.
Nu bliver det fremlagt i næste uge, skriver det tyske medie Bild.
Det er ikke kun mentolpindene, der ryger, hvis forslaget bliver vedtaget. Også de tynde slim-cigaretter, som for eksempel Mistral, skal forbydes. Diameteren af en cigaret må ikke være mindre end 7,5 millimeter.
Ifølge lovforslaget må smøger ikke indeholde vitaminer, koffein, taurine eller farvestoffer - det er her cigaretterne med smag får sparket.
Der må heller ikke være mere end 10 milligram tjære og 1 milligram nikotin i en cigaret.
Og sidst, men ikke mindst, skal pakkerne også hjælpe til, at færre vil tænde op for en røgpind. EU Kommissionen ønsker, at advarselsbillederne af eksempelvis sorte lunger og rådne tænder skal fylde 75 procent af både for og bag på pakken.
På pakker med rul-selv-tobak skal advarslen være på låget og her fylde minimum 50 procent.
Kilde: bild.de