Flere professorer ryster på hovedet af planerne for en delvis genåbning af universiteternes forskningslaboratorier
Det skriver Politiken.
En aftale mellem Danske Universiteter og Uddannelses- og Forskningsministeriet indebærer, at 1.700 forskere, svarende til op imod ti procent, kan vende tilbage til laboratorierne.
Universiteterne har ellers vurderet, at op mod 25 procent af medarbejderstaben vil være sundhedsmæssigt forsvarligt.
På Institut for Immunologi og Mikrobiologi under Københavns Universitet, betyder retningslinjerne, at der må være fire personer per etage, der hver er på 570 kvadratmeter.
Samtidig må kun 19 ud af 300 ansatte og studerende være på arbejde samtidig.
Det fortæller professor Anja Ramstedt Jensen, der er hjemsendt og leder af en forskningsgruppe på instituttet.
- Det virker absurd og politisk ubegrundet, at alle de danske universiteter samlet set kun har fået lov til at sende 1.700 forskere tilbage i deres laboratorier.
- Heraf en del forskere som er vant til at arbejde med infektiøse mikroorganismer og vant til at arbejde sikkerhedsmæssigt forsvarligt, siger hun til Politiken.
Hjemsendelsen af laboratorieforskerne har flere konsekvenser. Afdelingen taber under nedlukningen 2,8 til 3 millioner kroner i eksterne fondsmidler om måneden.
Det betyder ifølge Anja Ramstedt Jensen, at en masse forskning, blandt andet inden for kræft og vacciner, går tabt.
Også professor Søren Molin deler bekymringen. Han forsker i sygdomsfremkaldende bakterier ved Danmarks Tekniske Universitet.
Han arbejder i en bygning på 12.000 kvadratmeter, som normalt rummer cirka 200 videnskabelige medarbejdere.
Efter den første åbning må der være 21 i bygningen på samme tid, svarende til 571 kvadratmeter per medarbejder.
- Det er fuldstændig grotesk og ikke til at forstå, når butikkerne skal have fire kvadratmeter gulvareal per kunde. Selvfølgelig skal vi overholde alle sundhedsfaglige retningslinjer. Men vi er vant til at arbejde i et biologisk laboratorie med sygdomsfremkaldende bakterier, siger Søren Molin.
Videnskabernes Selskab, som består af 250 ledende forskere i Danmark, appellerer til politikerne om at hæve grænsen for antallet af forskere, der må vi et laboratorie samtidig.
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) understreger, at det ikke kun handler om pladskrav.
- Det har ikke altid at gøre med plads. Det handler også om vores samlede mobilitet i samfundet, siger hun til Politiken.
/ritzau/