Kommer regeringens ghettoplan til at virke - eller er den mest symbolpolitik?
Ja, tjah, siger en forsker, Hans Skifter Andersen, adjungeret professor ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), som i en årrække har beskæftiget sig med integration og udsatte områder. Udspillet fremlægges torsdag, men en del er allerede præsenteret stykkevis i medierne.
- Nogle af tingene er præcise og kommer helt sikkert til at virke. Der er brug for at gøre noget ved kriminalitet og ved, at der er for mange tosprogede i gymnasierne, siger han.
Men resten ligner symbolpolitik, der hviler på falske præmisser, mener Hans Skifter Andersen.
- Mange af forslagene er baseret på en helt forkert opfattelse af, hvad det er for områder, mener han.
- Det er hele sprogbrugen omkring parallelsamfund. Som om man tror, at folk bliver arbejdsløse, fordi de bor i de her områder. Det gør de ikke - de bor der, fordi de er arbejdsløse. Det er områder, der har lav status, og hvor almindelige danskere ikke vil bo, siger Hans Skifter Andersen til Ritzau.
Der er ikke noget nyt i, at mennesker med problemer af forskellig art samles i bestemte områder i byerne - sådan har det altid været, og det vil man ikke kunne komme til livs, mener forskeren.
Boligselskaber og kommuner har allerede gjort meget, som faktisk virker, i de udsatte områder. Og ser man bort fra det største problem, banderne, fungerer tingene ganske godt, tilføjer han.
- Det er, som om de mennesker, der bor der, i sig selv er problemet, fordi de "vender Danmark ryggen" og modarbejder integrationen, som statsministeren siger, og derfor skal have en hård behandling. Men der er faktisk evidens for det modsatte - at mange af de mennesker ikke har særligt afvigende normer, siger Hans Skifter Andersen.
/ritzau/