Enhver håndboldtræner ved, at det indimellem er nødvendigt at rokere rundt på holdet.
Det gælder også i politik, hvor vi i går gennemførte en omfattende rokade i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Der er nu højest to år til et nyt valg, og en række af vores bedste medlemmer i den socialdemokratiske gruppe har valgt allerede nu at meddele, at de stopper ved næste valg.
Derfor var det selvfølgelig nødvendigt allerede nu at få nye kræfter ind på det hold, som skal slå Anders Fogh Rasmussen og den borgerlige regering ved det kommende valg.
Vi har på den ene side valgt en række nye og unge folketingsmedlemmer til vigtige poster, og samtidig har erfarne medlemmer af gruppen fået nye store opgaver.
Samlet set er der tale om en styrkelse af det socialdemokratiske hold med en fin blanding af unge og erfarne kræfter. Vi er i dag endnu bedre i stand til at leve op til Helle Thorning-Schmidts udtalelse om, at vi sammen kan slå Anders Fogh Rasmussen.
Vi er klar med en offensiv holdopstilling, som vil give Fogh hold og Dansk Folkeparti kamp til stregen, og jeg er sikker på, at den dag, vælgerne bliver kaldt til stemmeurnerne, vil de være klar til at fjerne flertallet bag Fogh.