Hvis ikke FC Barcelona lignede et oplagt bud på en kommende spansk mester før, så gør catalonierne det i hvert fald efter, at de nærmeste konkurrenter Atlético Madrid søndag aften fik klø af de små naboer Rayo Vallecano, som vandt 2-1.
Med Barcelonas 6-1-sejr over Getafe tidligere på søndagen har Atlético nu hele 12 point op til førstepladsen og må foreløbig koncentrere sig om at holde tredjeplacerede Real Madrid fra livet. Real er fire point bagefter.
Rayo Vallecano, der har ligaens mindste budget, understregede med sejren sin gode form i den spanske liga, hvor holdet har vundet fem ud af de seneste syv kampe og efterhånden har sneget sig helt op på sjettepladsen med samme pointtal som Valencia lige foran.
Det er noget af en præstation af træner Paco Jémez' mandskab, der grundlagde sejren i første halvleg, hvor begge mål blev scoret.
Kun tre minutter var der spillet, da Alhassane Bangoura, der som regel blot kaldes Lass, bragte hjemmeholdet i spidsen. Efter godt en halv times spil fordoblede den brasilianske angriber Léo Baptistão den overraskende føring, der skulle holde helt indtil tillægstiden.
Da reducerede topscorer Radamel Falcao til 1-2 med kampens sidste spark, og det ødelagde ikke jublen på det lille stadion i Madrid-bydelen Vallecas.
Det var anden udekamp i træk, hvor Atlético Madrid måtte forlade banen som taber, og efter en lang periode med stabile resultater må klubben nu se Barcelona rykke længere væk i toppen af ligaen.
/ritzau/