Vi er sure over, at skadestuen nede om hjørnet ikke længere skal have åbent om aftenen og natten. Og at den fremover kun skal behandle småskader.
Men ellers er vi tilfredse med den nye plan for hospitalerne i hovedstadsområdet.
Protester fra ansatte
Sådan lyder vurderingen fra Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for hovedstadens regionsråd, der har præsenteret planen om at samle de bedste lægelige kræfter på få, store hospitaler.
Vibeke Storm Rasmussen mener, at planen »generelt er blevet forholdsvis positivt modtaget«, på trods af at tusindvis af mennesker har skrevet under på ønsket om at bevare deres lokale sygehuse både på Amager, i Gentofte, Glostrup, Helsingør, Frederiksberg, Frederikssund, Hillerød og Hørsholm.
Formanden bygger sine konklusioner på blandt andet fem offentlige møder.
»Reaktionerne på skadestuerne er fundamental alle steder, for folk føler sig ramt på trygheden. Men ellers synes jeg egentlig ikke, at ret mange har reageret,« siger hun og fortsætter:
»Til det sidste møde var der omkring 100 mennesker i FrederiksborgCentret, og det dækkede både Frederikssund, Hillerød og Hørsholm. Det er ikke voldsomt mange, så det er primært ansatte, der har reageret på ændringerne,« mener Vibeke Storm Rasmussen, som tager det som en vurdering af, at »det nok er rigtigt nok, at vi går efter at få kvalitet i behandlingen«.
Hovsa, pas på
Borgerne har haft mulighed for at kommentere planen for Region Hovedstaden i to måneder.
Regionen har indtil videre fået 123 skriftlige tilbagemeldinger fra grupper og foreninger. Embedsmændene kigger først bunken igennem for indhold, når høringsfasen er færdig i morgen.
Opmærksomheden fra borgerne er blevet suppleret af spørgsmål fra lederne af Region Hovedstaden, Regionsrådet. 76 gange har de 41 politikere bedt deres hjælpere om forklaringer eller er kommet med kommentarer til planen.
»Det drejer sig for eksempel om håndteringen af multihandikappede børn, og hvad man gør med kvinder, som får børn, mens de har et misbrug og den slags. Så siger jeg hovsa, nu skal vi lige passe på, at vi får tænkt det hele igennem,« siger Vibeke Storm Rasmussen.
Regionsrådet præsenterer sin endelige plan 15. maj.
Derefter begynder arbejdet med at lave flere planer for blandet andet, hvordan ældre skal behandles, hvordan man vil bekæmpe kræft, og hvordan personalet skal finde sammen på de nye arbejdspladser.