Frank Eskelund sælger e-cigaretter på hjemmesiden smartsmoke.dk, alligevel mener han, at Folketinget bør forbyde salg til børn og unge.
- Ja, selvfølgelig er det en god idé. Jeg har selv børn, og jeg ville da være ked af det, hvis de begyndte at ryge e-cigaretter, siger han.
Tidligere på ugen har Kræftens Bekæmpelse fortalt, at organisationen får stadigt flere henvendelser fra bekymrede forældre, der har fanget deres børn med en e-cigaret.
Det har fået Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) til at overveje at forbyde salg til børn og unge. Han vil nu tage kontakt til Folketingets partier for at høre, om de vil bakke op om et forbud.
Det er umuligt at tjekke, om køberen på smartsmoke.dk faktisk er 17 år og har lånt sin mors kreditkort, men et par gange har Frank Eskelund talt i telefon med kommende kunder, og hvis de har været under 18, har han afvist at sælge til dem, fortæller han.
- Så må forældrene selv købe det, hvis de mener, at deres børn skal have lov til at ryge, siger han.
- Vi vil jo helst ikke have, at flere bliver afhængige af at ryge. Vi sælger e-cigaretter til folk, der prøver at holde op med at ryge, siger han.
Endnu er der ikke blevet gennemført undersøgelser, der beviser, at e-cigaretter skader helbredet. Men mindre studier viser, at blot få minutters rygning på en e-cigaret med nikotin påvirker luftvejene.
Fordi der endnu ikke er et klart svar på, om det er skadelige at ryge dem, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man ikke ryger e-cigaretter, hverken med eller uden nikotin.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse røg én procent af danskerne e-cigaretter i 2010. I dag er det tal steget til fem procent, omkring 200.000 danskere.
/ritzau/