Du behøver ikke et mediums eller hellige skrifters ord for, at der et liv efter døden.
Alle mennesker kan selv opnå beviser på, at det ikke er slut, når hjertet holder op med at slå, lyder den amerikanske forfatter og ingeniør Bruce Moens tese. I weekenden holdt han en workshop i Valby for at lære folk, hvordan man selv skaffer sig beviser på efterlivet, og senere på året rejser han blandt andet til Polen og Japan for at udbrede sin teori.
Men hvordan opnår man beviser på noget så uhåndgribeligt som efterlivet? Vi kontaktede forfatteren for at høre hans forklaring.
Du siger, du har beviser på, at der er et liv efter døden. Hvad er det for nogle beviser?
- Min teori er, at hvis man er i stand til at kommunikere med en afdød, så kan man opnå beviser på, at der er et liv efter døden.
Men hvor er beviset?
- Lad mig give dig et eksempel. Til mine workshops laver vi en øvelse, hvor alle skriver navnet ned på en afdød, som de har kendt på et stykke papir. Derefter blander vi papirstykkerne, og alle trækker et navn.
Du skal så forsøge at komme i kontakt med den afdøde, hvis navn du har trukket og bede vedkommende om at give dig noget information, som kan bevise overfor personen i workshoppen, at du rent faktisk har talt med den afdøde.
I en workshop viste en afdød således deltageren et skakspil, hvor øret på den hvide hest var brækket af.
Den afdødes bekendte bekræftede, at han engang havde fået foræret et skakspil med en enøret hvid hest af vedkommende.
Det er på den måde, man kan få bekræftet, at man virkelig har været kontakt med en person, der er død.
Kan alle lære at tale med afdøde?
- Det mener jeg. På en tredages workshop, hvor der typisk er omkring 20 personer, lærer mindst halvdelen i løbet af kurset at tale med de døde, ofte er det 75 til 90 procent. Det er ret enkelt at lære. Det eneste, der gør det svært, er, at ens overbevisning kan stå i vejen.
Har du selv talt med afdøde?
- Ja, det har jeg. Mange gange endda.
Så ved du så også, hvordan livet er efter døden?
- Ja. Jeg har selv besøgt tre forskellige områder af efterlivet. Det første sted var folk ganske vist døde, men ikke var i stand til at bevæge sig videre. De sad ligesom fast i en drøm. De var det, jeg ville kalde spøgelser
Det andet sted var folk var samlet i grupper baseret på deres religiøse overbevisning. Der var for eksempel et område, hvor lutheranere havde forsamlet sig.
Det tredje sted var for personer, der ikke i levende live havde prøvet at presse deres egen tro ned over hovedet på andre. Her var der centre, hvor man kunne søge information og undervisning.
Hvornår blev du overbevist om, at der var et liv efter døden?
- Det gjorde jeg i midten af 90’erne. Jeg havde siden 1992 taget kurser på Monroe-instituttet, at amerikansk institut, hvor man arbejder med at udforske den menneskelige bevidsthed. Her lærte jeg at komme i kontakt med afdøde. Men min videnskabelige baggrund gjorde det svært at erkende, at jeg rent faktisk talte med døde personer. Så der gik tre et halvt år, før jeg indså, at jeg ikke blot fantaserede. Da en person bad mig om at etablere kontakt med hendes bedstemor, og bedstemoren så fortalte mig, hvad navnet på kvindens mor var, blev jeg overbevidst om eksistensen af efterlivet.
Bruce Moen har udgivet fem bøger om sine erfaringer. En af bøgerne er også udkommet på dansk ”Rejser ind i det ukendte.”