Opdateret kl. 21:58
En motorcyklist har mistet livet i en trafikulykke nord for Øster Hæsinge på Fyn torsdag eftermiddag. Den dræbte er en mand på 57 år, oplyser politiet.
Ulykken skete ved 15.30-tiden på Sinaivej. En personbil havde påkørt motorcyklisten.
Lægeambulance, ambulance og politi rykkede ud til stedet, hvor det straks stod klart, at motorcyklisten var svært kvæstet, oplyser Fyns Politi.
På stedet blev den 57-årige mand fra Ferritslev erklæret død af en læge.
Ulykken skete ifølge politiets foreløbige vurdering, da personbilen kom over i den forkerte siden af vejen og her ramte den modkørende motorcykel.
Hvad bilisten har forklaret om forløbet, kan politiets vagtchef ikke udtale sig om tidligt torsdag aften.
/ritzau/