Der skal hentes knap 250 millioner kroner i gennemsnit pr år over fire år på udlændinges danskundervisning for at finansiere regeringens redningskrans for de cirka 30.000 personer, der står til at falde ud af dagpengesystemet i år.
Men den løsning er "uanstændig", siger formanden for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan, der organiserer de lærere, der står for undervisningen af udlændingene.
- Man vælger at gå ind og give en eller anden form for en midlertidig redning af en udsat gruppe borgere ved at fjerne fundamentet for en anden særdeles udsat gruppe borgere.
- Det er simpelthen ikke anstændigt at ofre en udsat gruppe for at give en midlertidig redning til en anden, siger Hanne Pontoppidan til Politiken.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mener dog godt, at man med god samvittighed kan fjerne midlerne.
- Når du er udlænding og kommer til Danmark, så har du i dag adgang til tre års danskundervisning.
- Men vi kan se, at der er et meget stort frafald, og det betyder, at der er en del, som aldrig får fuldført hele uddannelsen og dermed spilder vi så at sige en del penge i klasselokalerne.
- Derfor vil vi gerne gå over til det, der hedder introdansk, som er nogle kortere, mere intense og ofte også arbejdsmarkedsrettede forløb.
- Og så laver vi også nogle andre ændringer af ordningen, og det tilvejebringer altså et provenu, som vi kan bruge, uden at, vi tror, vi behøver gå på kompromis med kvaliteten, siger Mette Frederiksen.
Ifølge Pontoppidan svarer det til en nedskæring på i alt 15 procent i det samlede budget, oplyser Hanne Pontoppidan. Og hun siger, at det ikke er første gang, regeringen forsøger at skære på området.
- Det er en svinestreg uden lige. Det her er jo en af de ting, der stod på regeringens forslag til finansloven for 2013, og som det lykkedes Enhedslisten at få ud, siger Hanne Pontoppidan til Politiken.
Den primære del af finansieringen af dagpengeforslaget skal findes ved øget kontingent for a-kassemedlemmer. /ritzau/