Lige inden Danmarks mandlige curlinglandshold gik ud på isen for at møde Sydkorea, fik danskerne at vide, at stenene var "forbedrede" for at give spillerne bedre vilkår for god curling.
Det skulle danskerne lige vænne sig til, og det gav en dårlig start, siger skipper Rasmus Stjerne, som til sidst alligevel kunne glæde sig over en dansk 9-8-sejr.
- Banen var svær, og vi fik at vide lige inden, at kampen begyndte, at der var lavet forbedringer på stenene for at give os bedre vilkår.
- Stenene var også bedre, men det var en helt anden fornemmelse, end de sten vi spillede med seks timer inden mod Norge, siger Rasmus Stjerne.
Samtidig påpeger han, at man lige skulle vænne sig til den noget mere intense kulisse på grund af de mange sydkoreaneres opbakning til de danske modstandere.
Efter den ærgerlige start på kampen spillede Danmark sig op og var midtvejs foran 5-2. Siden førte Danmark 8-5 før de to sidste ender, men så fejlede danskerne, før kampen blev vundet i en ekstra ende.
- Kampen var indbegrebet af en rutsjebanetur. Vi kom vanskeligt fra start, så kom vi tilbage, så kom sydkoreanerne tilbage, og til sidst havde vi en chance for at vinde i tiende ende, men gjorde det ikke.
- Så spillede vi en stort set fejlfri ekstra ende, og det var en fed måde at vinde på, siger Rasmus Stjerne.
Den danske skipper havde selv ansvaret for at sende den sidste sten ind i midten af huset, hvilket ville udløse en dansk sejr.
- Der var et helt vildt pres derude til sidst. Jeg skulle spille stenen, så den kunne fejes derned, og fejerne gjorde et mindst lige så vigtigt stykke arbejde. Det var en rigtig holdindsats, siger Rasmus Stjerne.
Med sejren holder danskerne også et spinkelt håb om en semifinaleplads i live. Det kræver formentlig tre sejre i de sidste tre gruppekampe.
- Uden en sejr var det ikke realistisk, at vi kunne gå videre. Vi har stadigvæk svære modstandere tilbage, men vi har ikke selv ramt vores topniveau, og den her sejr giver os noget mere selvtillid.
- Det er nødvendigt, at vi rammer vores topniveau, hvis vi skal vinde de sidste kampe, siger skipperen.
Holdets næste kamp er mandag morgen dansk tid mod Storbritannien.
/ritzau/