Når Danmarks Indsamling årligt samler penge ind til forskellige humanitære organisationer, er der tradition for, at Kongehuset også spytter i kassen.
Og i år er ingen undtagelse. I alt støtter den kongelige familie med 750.000 kroner – fra to forskellige fonde.
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, der støtter kulturelle og sociale formål, har doneret 500.000. Samme beløb som de foregående fem år.
Og Kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys Fond har lige som tidligere år besluttet at støtte indsamlingen med 250.000 kroner. Fonden støtter humanitære, sociale, kulturelle, videnskabelige samt idrætslige, uddannelsesmæssige og almennyttige formål.
Danmarks Indsamling finder sted en gang om året, det er en fælles indsamling blandt de 12 største humanitære organisationer. Målet for årets indsamling er at hjælpe børn på flugt gennem forskellige projekter.