Smilene var brede, da samtlige partier i Folketinget fredag kunne levere opbakning til en aftale om at fordele knap 1,4 milliarder kroner til ikke mindst teknologisk forskning i 2019.
Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) glæder sig over, at regeringen har opbakning fra de seks øvrige partier i Folketinget.
Han ser blandt andet frem til styrket forskning i kunstig intelligens, hvor der er nogle etiske udfordringer.
Et tænkt eksempel kunne ifølge Tommy Ahlers være, hvis forskere udvikler software, der kan hjælpe dommere med at træffe beslutninger i retssager. For eksempel om en fængselsstraf skal være betinget eller ubetinget.
- Tænk, hvis vi i Danmark glemmer vores principper, så vi siger, at det her stykke software er godt.
- Og så glemmer vi at stille spørgsmål til, hvordan softwaren kom til at anbefale en betinget dom i stedet for en ubetinget eller omvendt, siger han.
Her er det ifølge Tommy Ahlers vigtigt, at borgerne har tillid til systemet, så "selv om vi bruger ny teknologi, så kan det stadig forklares".
- Og så kan det stadig være gennemskueligt og transparent, siger han.
Uddannelses- og forskningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) er glad for, at partierne i Folketinget er blevet enige om en national strategi for robotter og droner. Det skal komme borgerne til gode i fremtiden.
- Formålet er at give en frihed for den enkelte til bedre at kunne gøre, hvad man vil.
- Jeg drømmer om, at man ved hjælp af robotter kan leve sit liv, som man vil, også selv om man mister funktionsevnen. Det er super vigtigt at gøre det på en ordentlig måde, siger han.
Uddannelses- og forskningsordfører Mette Reissmann (S) er også tilfreds med aftalen.
- Vi har haft to store ønsker.
- Det har været det grønne område, og her tænker jeg på energi, miljø, og inden for landbrug er det økologi. Derudover har det været den teknologiske forskning.
- Heldigvis er de to ting ret godt implementeret. Der findes meget grøn, teknologisk forskning, siger hun.
I aftalen er der afsat 180 millioner kroner til nye pionercentre, der skal arbejde på fundamentale nybrud inden for forskning og konkurrere med de allerbedste forskningsmiljøer internationalt.
Midlerne til forskning er steget markant i de seneste par år. For to år siden var beløbet 555 millioner kroner, og dermed er det næsten en tredobling i forhold til dengang.
Forskningsreserven er i år på 958 millioner kroner, som stammer fra reform af førtidspension og fleksjob.
Derudover er der i finanslovsforslaget for 2019 afsat i alt 436 millioner kroner til videreførelse af eksisterende initiativer samt nye.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.