Alle offentlige uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner lukker for at mindske spredning af coronavirus, siger statsminister Mette Frederiksen (S).
Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner lukker foreløbigt to uger fra fredag.
Offentlige folkeskoler og daginstitutioner lukker mandag og foreløbigt to uger frem derfra.
- Jeg vil opfordre alle familier, der allerede fra i morgen har mulighed for det til at holde deres børn hjemme, siger Mette Frederiksen.
Situationen er svær, så det betyder, at der i nogle tilfælde kan blive behov for at finde alternative løsninger for de enkelte, lyder det fra statsministeren.
Lukninger gælder i princippet fra henholdsvis fredag og mandag hos de forskellige institutioner. Inden da håber myndighederne at have fundet løsninger på de praktiske problemer, der kommer til at opstå.
Men Mette Frederiksen siger, at elever helst skal blive hjemme allerede fra torsdag. Det anbefales også, at forældre, der har mulighed for det, holder deres børn hjemme fra torsdag af.
Desuden opfordres medarbejdere på institutionerne til at arbejde hjemmefra.
Det forventes, at studerende på videregående uddannelser fortsat er studieaktive og opretholder deres studieaktivitet hjemmefra. SU-udbetalinger fortsætter uændret.
Mette Frederiksen understreger, at det er vigtigt, at borgerne ikke går i panik.
- Vi skal kunne købe varer i butikkerne, der skal produceres, transporteres, og der skal sælges.
- Der er ingen grund til at hamstre rugbrød eller toiletpapir, siger hun.
Yderligere tiltag går på, at alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud med videre lukker nu. Det gælder foreløbigt også to uger fra fredag.
Desuden arbejdes der på at udstede et forbud mod, at arrangører, forlystelser og restaurationsvirksomheder med videre samler flere end 100 personer indendørs.
Statsministeren appellerer til, at alle borgere viser samfundssind og hjælper hinanden med at mindske spredningen af coronavirus.
- Det er summen af de små ting, der er en del af løsningen.
- Jeg beder danskerne samlet set i dag om store ting, som er indgribende. Vi gør det, fordi vi forventer, at det vil have en effekt. Vi skal ikke gå i panik, men vise overskud og hjælpe hinanden, siger hun på pressemødet.
/ritzau/