Selvom det egyptiske militær torsdag afsatte Mohamed Mursi som præsident, suspenderede den forfatning, han har trumfet igennem - og indsatte en teknokratregering, vil Anders Fogh Rasmussen ikke kalde det et militærkup.
- Den vigtigste ting nu er ikke en diskussion om, hvorvidt det er et kup eller ej. Det er ikke den vigtigste ting at finde et ord. Det vigtigste er at finde en løsning så snart som muligt, siger han på Nato's månedlige pressemøde i Bruxelles.
Samtidig melder han sig ind i koret af internationale politikere og institutioner, der meddeler, at de er bekymrede over den ustabile situation i Egypten.
- Jeg opfordrer alle parter til at afholde sig fra voldelige handlinger og respektere menneskerettigheder for at arbejde sig hen mod et inkluderende demokrati, siger han.
Fra Nato lyder opfordringen dermed til egypterne, at de skal løse konflikten på fredelig vis - og gerne hurtigt.
- Jeg er meget bekymret over situationen i Egypten. Jeg er bekymret over rapporterne om vold og dødsfald. Egypten er en meget vigtig partner for Nato, siger han og tilføjer:
- Det er vigtigt for alle parter at indføre et inkluderende demokrati så hurtigt som muligt.
/ritzau/