Nu står den tidligere amerikanske viceudenrigsminister frem og lægger kortene på bordet. Nye oplysninger peger i retning af, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) førte Danmark bag lyset i sagen om udlevering af fanger til amerikanske soldater i Afghanistan.
Ifølge Elizabeth Jones, tidligere viceudenrigsminister under George W. Bush, var alle europæiske lande mere end bekymrede efter, at det amerikanske styre tilbage i februar 2002 oplyste, at det ikke havde tænkt sig at følge Genèvekonventionen.
Jones beskriver sågar, at der var et oprør fra de europæiske landes side rettet mod USA, netop fordi udlevering af terrormistænkte så skulle ske uden sikkerhed for, at disse fanger ville blive behandlet efter gældende regler.
Bekymringen var så alvorlig, at EU-landene afleverede en officiel protest, en såkaldt demarch, mod USA's behandling af fangerne.
"Budskabet i demarchen var, at vi ikke skulle undergrave Genèvekonventionen," siger Elizabeth Jones til Politiken.
Men den bekymring delte statsministeren aldrig med Danmark. I stedet sagde han ved flere lejligheder:
"Vi er fuldt overbeviste om, at amerikanerne opfylder alle de internationale konventioner," sagde Anders Fogh Rasmussen blandt andet til Politiken i oktober 2003.
Statsministeren har ikke haft ønsket at kommentere de nye oplysninger.