Skrevet i samarbejde med Morten Skærbæk, mosk@avisen.dk
Der skulle 671 forespørgsler og en kritisk udtalelse fra ombudsmanden til, før journalist Bo Elkjær fra Ekstra Bladet nu endelig får lov til at interviewe statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om Irak-krigen.
Siden august 2005 har Bo Elkjær hver eneste dag sendt en forespørgsel med spørgsmål til statsministeren, og ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen sagde i juni i en kritisk udtalelse, at statsministeren burde have givet Bo Elkjær et interview om Irak-krigen.
Bo Elkjær blev kontaktet af statsministerens spindoktor, Michael Ulveman tirsdag og spurgt, om han stadig var interesseret i et interview med statsministeren.
- Og ja, det var jeg da, lyder det fra en lettere omtumlet Bo Elkjær, da Nyhedsavisen fanger ham.
Han lægger ikke skjul på, at invitationen kommer som en stor overraskelse.
Faktisk gjorde tirsdagens opkald fra Statsministeriet Elkjær så forvirret, at han ikke hørte særlig meget af, hvad der blev sagt. Onsdag eftermiddag kunne han således ikke redegøre for, hvornår det præcist er, han er blevet inviteret til. Men han regner med en times audiens hos statsministeren.
Nyhedsavisen erfarer dog, at Elkjær ikke får mere end en halv time sammen med Fogh Rasmussen.