Der var flere tilskuere til stede, da Athletic Bilbaos fodboldkvinder onsdag spillede en ligakamp, end der har været til klubbens herrekampe i denne sæson.
Hele 48.121 tilskuere så onsdag Bilbao-kvinderne tabe 0-2 til Atlético Madrid i den spanske pokalturnering, skriver AP.
Det er ny rekord for en kvindekamp i Spanien, og det overgår mange af de mandlige ligakampe.
Det højeste antal tilskuere, som de mandlige Bilbao-kolleger har kunnet tiltrække i denne sæson, har været 46.860. Der er plads til 53.000 tilskuere på Bilbaos hjemmebane, San Mames.
Ifølge Athletic Bilbao er onsdagens tilskuerantal det højeste nogensinde til en kvindefodboldkamp mellem to klubber i Europa.
Det passer dog ikke ifølge Det Engelske Fodboldforbund, FA, som oplyser, at 53.000 tilskuere i december 1920 overværede en kamp på Goodison Park, Evertons hjemmebane i Liverpool.
Det Spanske Fodboldforbund fastslår, at onsdagens tilskuerantal på San Mames er rekord i Spanien på både klub- og landsholdsniveau.
Atlético Madrid gik med 2-0-sejren videre til semifinalen i pokalturneringen Copa de la Reina - pendanten til mændenes Copa del Rey.
Verdensrekorden for antal tilskuere til en kvindefodbold er noget højere. 90.185 så i 1999 VM-finalen mellem USA og Kina på stadionet Rose Bowl.
I 2015 var der 55.000 tilskuere til kampen mellem Englands fodboldkvinder og Tyskland på Wembley i London.
/ritzau/