Den langvarige fodboldkonflikt mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og spillerne på henholdsvis kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold i fodbold har påvirket DBU's regnskab for 2017 i negativ retning.
I alt har konflikten kostet DBU 2,8 millioner kroner i merudgifter til bøder og krav fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og fodboldforbundene i Holland og Sverige.
Dertil kommer udgifter til juridisk bistand i forbindelse med forhandlinger om en ny landsholdsaftale. Det meddeler DBU i forbindelse med regnskabet for 2017, som bestyrelsen har godkendt.
Kvindelandsholdet i fodbold måtte som følge af en manglende landsholdsaftale aflyse den udsolgte testkamp mod Holland i Horsens samt VM-kvalifikationskampen på udebane mod Sverige.
DBU kommer trods konfliktens negative præg ud af 2017 med et overskud på 1,9 millioner kroner, hvilket er bedre end forventet.
Det skyldes blandt andet den sportslige succes for herrelandsholdet, som kvalificerede sig til VM i fodbold.
På vej mod VM-billetten blev hjemmekampene mod Polen, Rumænien og Irland spillet for fulde huse. Det medvirkede til, at DBU tjente otte millioner kroner mere på billetindtægter end i 2016.
Samtidig trak kvindelandsholdets EM-sølv og U21-landsholdets EM-deltagelse også i en positiv retning. De to slutrundedeltagelser sikrede 2,3 millioner kroner mere i DBU's kasse.
DBU budgetterer med et underskud i 2018 på ti millioner kroner. Året efter ventes overskud på fem millioner kroner.
/ritzau/