Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
DE DUKKER OP fra tid til anden. Desværre. Situationerne i arbejdet med mennesker, hvor samarbejdet mellem brugeren, den fagprofessionelle og familien går helt skævt. Hvor det ikke er muligt at få en fornuftig dialog mellem alle parter.
Hvor pårørende får forbud mod at komme på grund af overfald på personalet, og hvor ansatte afskediges på grund af uacceptabel adfærd.
Det er tilsyneladende situationen i den aktuelle sag på plejecentret Blomstergården i Sorø, hvor en dement kvindes familie klager over noget, der lyder som vanrøgt, og hvor de ansatte føler sig udsat for helt urimelige arbejdsforhold omkring den ældre kvinde.
Selvfølgelig må ældre ikke ende som kastebold i stridigheder mellem familie og institutioner. Det er ganske enkelt ikke værdigt, og selvfølgelig skal de fagprofessionelle optræde fagligt korrekt og anstændigt i alle situationer. Det er simpelthen forudsætningen for at kunne levere håndholdt velfærd af en høj kvalitet. Og for at være velfærdsansat.
I SAGEN FRA SORØ er der ikke tvivl om, at der har været situationer, hvor omgangstonen med og omkring den ældre kvinde har været uacceptabel.
Det må selvfølgelig ikke finde sted. Og her bærer de ansatte et ansvar både for selv at optræde professionelt og for at sige fra, hvis kollegers faglighed skrider.
Og den risiko er til stede.
Risikoen for forråelse i arbejdet med mennesker, som ganske langsomt kan snige sig ind i arbejdet, når arbejdet er psykisk belastende eller vilkårene for at præstere det bedste er presset. Når arbejdsmængden vokser og kravene ikke står mål med mulighederne. Eller når fagligheden ikke holdes i hævd – både individuelt og kollektivt.
Den risiko for forråelse fik i 2010 FOA til at igangsætte en medlems-kampagne under overskriften ”Sig det højt og gør det fagligt”. Både om vilkårene for at levere velfærd og om ansvaret for egen og kollegers optræden. Om det fælles ansvar for ikke at ende som de tre aber – ser intet – hører intet – siger intet.
Og om at sige fra overfor både spareknive, der rammer brugerne, overfor urimelige arbejdsvilkår og overfor kolleger, der mister den faglige gejst.
LIGE SÅ SELVFØLGELIGT skal brugeres og pårørendes klager tages alvorligt. Det er i sig selv forudsætningen for at lære af fejl og mangler.
I ældreplejen har vi en stribe tilsyn, der skal sikre kvaliteten og opfyldelsen af de ældres retskrav på de visiterede ydelser, men vi mangler den uvildige instans, som brugere og pårørende kan klage til – over både visitationen af ydelser og den måde, ydelserne bliver leveret på.
Derfor har FOA i flere år støttet Ældre Sagens forslag om oprettelse af en ældre-ombudsmand. En uvildig instans kan give den fornødne tryghed for, at kommunen ikke blot undersøger sig selv og blåstempler sin egen eller den private ældrepleje.
OG ENDELIG BURDE DET være lige så selvfølgeligt, at pårørende opfører sig anstændigt.
Og her er den tydeligvis gal i sagen på Blomstergården. Helt gal.
Et familiemedlem, der har forbud mod at komme på grund af overfald på personalet. Ansatte, der bliver skubbet ud af den ældre kvindes lejlighed på plejecentret, bliver udsat for politianmeldt vold og overfuset og chikaneret af familiemedlemmer.
Og ovenikøbet udsat for hemmelig lyd-overvågning og måske også hemmelig tv-overvågning, når de skal arbejde i den ældre kvindes lejlighed.
Når der så dertil skal lægges krav fra familien om, at ting, som den ældre kvinde siger nej til - eksempelvis bleskift – ikke må udføres af de ansatte, men i stedet skal overlades til familien via et telefonopkald, så er der ikke noget at sige til, at ledelsen har overtaget al kommunikation med familien for at beskytte de ansatte.
DE ANSATTE SKAL IKKE leve med ulovlig overvågning. TV-overvågning skal skiltes i hjem, der regelmæssigt fungerer som arbejdsplads for andre. FOA politianmelder pårørende, der tager ulovlig tv-overvågning og vejleder vores medlemmer om, at tv-overvågning, der er ikke skiltet, udgør et så stort angreb på arbejdsmiljøet, at de ansatte efter reglerne om trusler mod liv, ære og velfærd kan undlade at arbejde i hjemmet, så længe den ulovlige overvågning pågår.
Tilsvarende er lyd-overvågning af samtaler, man ikke selv er part i, i strid med straffeloven, så også denne form for lovovertrædelse politianmelder FOA.
Og så trænger Blomstergården tydeligvis til flere besøg af Arbejdstilsynet. Arbejdsmiljøet omkring den ældre kvinde og hendes pårørende er ganske enkelt banket helt i bund.
GRUNDLÆGGENDE HANDLER DET om værdighed. Ældreplejens vigtigste mål er at skabe et værdigt ældreliv for de, der får brug for andres hjælp.
FOA har i samarbejde med Ældresagen og DSR sat værdighed i ældreplejen på dagsordenen. Den dagsorden har fænget.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.