Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
Det er flere årtier siden, at den danske au pair-ordning med rette kunne kaldes en mulighed for unge fra andre lande til at snuse til den danske kultur og suge ny viden til sig. Eller for unge danskere til at rejse ud og få sig én på opleveren om andre kulturer.
I dag er au pairs først og fremmest unge filippinske kvinder, der søger mod især Danmark og Norge i forsøget på at få en fast indtægt i en periode, som kan bidrage til at støtte familien derhjemme. Som kan finansiere søsterens uddannelse, understøtte familiens gamle eller forsøge de børn, som au pairs efter de danske regler ikke må have.
Og vi er endnu ikke stødt på unge danskere, der har søgt husarbejde i Filippinerne for at lære den filippinske kultur at kende. Det samme gælder de andre leverandørlande i Østeuropa og Afrika til de danske au pair-værtsfamilier. Au pair-ruten er tydeligvis ensrettet med kun en vejbane til Danmark og ingen vejbane den anden vej.
Danskerne ved godt, at det er sådan, men vi vælger alligevel at lege, at essensen i au pair-ordningen er kulturudveksling, som har en beskeden sidegevinst i form af en praktisk hånd til pressede børnefamilier.
Det ville i den grad klæde os som velfærdssamfund at erkende, at sidegevinsten med den praktiske hånd til pressede børnefamilier i dag i virkelighedens verden ikke længere er en sidegevinst ved au pair-ordningen, men i stedet er blevet til ordningens hovedindhold.
Den erkendelse er samtidig forudsætningen for, at vi kan ændre au pair-ordningen til noget, som vi i fællesskab kan være bekendt.
Au pair betyder på lige vilkår eller på lige fod.
Den formulering gav engang god mening. Nemlig den mening, at unge kunne indgå i familier i andre lande på lige fod med de øvrige familiemedlemmer. Den mening eksisterer ikke længere i den danske au pair-ordning. Au pairs forventes at levere 30 timers regulært husarbejde og børnepasning i familier, hvor ingen andre jævnaldrende forventes at bidrage i nær samme omfang.
Derfor er au pair-ophold i dagens Danmark reelt husarbejde, og vi bør ændre ordningen, så au pairs blev opfattet som og beskyttet som huslige arbejdere.
De vigtigste ændringer, vi bør gennemføre, ser sådan ud set gennem FOAs briller – men hov, hvorfor blander FOA sig i au pair-ordningen?
Det har vi to meget enkle grunde til.
FOA organiserede for det første for mere end 100 år siden tjenestepigerne på gårdene i landbruget og i borgerskabets huse i byerne.
Og au pair-arbejde i dag svarer på alle afgørende punkter til tjenestepigernes arbejde dengang.
Og for det andet opstod fagbevægelsen som de svageste sammenrotning for at sikre mad på bordet og tøj på ungerne. De organiserede lønmodtagere er i dag ikke samfundets aller svageste, men vi har en historisk pligt til at huske på, hvor vi kommer fra og derfor give stemme til nutidens svageste, hvortil au pairs må regnes på grund af magtbalancen i ordningen.
Og netop magtbalancen er den vigtigste ændring, vi bør gennemføre hurtigst muligt.
Magtbalancen handler i denne sammenhæng om tilladelsen til at opholde sig i Danmark. I dag gives tilladelsen til værtsfamilien og ikke til au pairen. Det er simpelthen absurd og skaber i sig selv en slavelignende situation. Au pairen kommer ganske enkelt i lommen på den, der kan bringe opholdet i Danmark til standsning.
På lige fod kræver ligeværdighed i forholdet mellem værtsfamilie og au pair, og ligeværdighed forudsætter, at værtsfamilien ikke sidder med alle esserne på hånden.
Dernæst bør Danmark tiltræde ILO-konventionen om domestic workers snarest muligt. FOA prøvede forgæves at overbevise Helle Thorning-Schmidt-regeringen om, at Danmarks skulle tiltræde konventionen om rettigheder for og beskyttelse af huslige arbejdere, da den blev vedtaget i ILO.
Au pair i Danmark er blot en ganske lille del af de mere end 100 millioner mennesker, der arbejder med huslige opgaver i private hjem. Det vil f.eks. yderligere sikre krav på at blive inddraget i dialog/forhandlinger om egne vilkår m.v.
Der er også fornuftige grunde til at ændre de nuværende lommepenge til egentlig løn. Fra FOAs side foreslår vi, at au pairs aflønnes som serviceassistentelever. Det betyder en løn efter modregning af værdien af kost og logi på 5.300 kr. om måneden mod de nuværende lommepenge på 4.100 kr. om måneden.
Og så er der brug for, at au pairs bliver omfattet af arbejdsmarkedets generelle vilkår i forhold til ligebehandling og beskyttelse mod (sex-)chikane.
Endelig bør vi som samfund sætte ind over for bagmænd og mellemhandlere, der scorer kassen på au pairs.
FOA har gennem dels vores søsterforbund i Filippinerne og dels ved direkte drøftelser med de lokale myndigheder bidraget til at få fjernet forbuddet mod at rejse ud af landet for at fungere som au pairs. Forbuddet gav grobund for netop bagmænd, mellemhandlere og bestikkelser.
Tilsvarende risikere au pairs, der opsiges af eller selv forlader en værtsfamilie, hvor forholdene ikke er i orden at blev nemme ofre for rekrutteringsbureauer i Danmark, som arbejder udennogen form for tilsyn og kontrol. Denne form for arbejdsformidling bør være underlagt offentlig kontrol.
Og så kan vi som samfund lige så godt kaste det moralske lændeklæde fra os. Vi vil ikke acceptere, at børn forlades af forældrene, fordi disse drager til udlandet for at arbejde – eksempelvis som au pairs. Virkeligheden er imidlertid, at en del au pairs lyver sig barnløse for at skaffe børnene et bedre liv ved at arbejde i danske husholdninger
Når virkeligheden er sådan, kan vi lige så godt indstille os på de faktiske forhold.
Og det med at indstille os på de faktiske forhold er hele kernen i debatten om au pair-ordningen.
Når de faktiske forhold er husligt arbejde og ikke kulturudveksling, så lad os dog for pokker være ærlige og skabe en ordning, som vi som samfund kan være bekendt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.