Selvom mange ældre må undvære bad og rengøring, skal de ikke være i livsfare under strejken. Det understreger fagforeningen FOA, som har sendt social- og sundhedshjælpere i strejke i flere af landets kommuner.
Og nu åbner FOA en hotline til livsvigtige spørgsmål. Hvis nervøse pårørende mener, at der er livsvigtige opgaver, som bliver forsømt under strejken, kan de ringe til hotlinen.
FOA har i forvejen en aftale om, at der skal være nødberedskab hos de ældre og syge.
- Konflikten har ramt og vil ramme både ældre og syge mennesker, men vi skal gøre alt for, at vi ikke ender i livstruende situationer eller situationer, hvor menneskers førlighed sættes på spil, siger FOA s formand, Dennis Kristensen.
FOA sender henvendelser til hotlinen videre til de lokale afdelinger, og hvis sundhedspersonalet vurderer, at nødberedskabet er for dårligt, vil FOA tilpasse eller aflyse nødberedskabet.
Hotlinen findes på telefon 49 67 34 56 eller mailadressen nodberedskab@foa.dk