Tyrkiet står bag alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne i den sydøstlige del af landet. Det skriver FN i en ny rapport.
Blandt bruddene er drab og brug af tortur de seneste 18 måneder, efter at en våbenhvile med det forbudte kurdiske arbejderparti PKK brød sammen i juli 2015.
Ifølge FN er op mod 2000 dræbt, og flere kvarterer jævnet med jorden i operationer, der er udført på ordre fra den tyrkiske regering.
Rapporten dokumenterer samtidig, at op mod 500.000 personer, heraf størstedelen kurdere, er blevet tvangsflyttet. Der bor omkring 14 millioner kurdere i Tyrkiet.
Tyrkiet bestrider rapportens sandfærdighed og har forbudt FN's efterforskere at komme ind i landet.
FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al Hussein, er særligt bekymret over, at Tyrkiet ikke har iværksat nogen troværdig undersøgelse af de hundredvis af ulovlige drab.
- Det ser ud til, at ikke en eneste mistænkt gerningsmand er blevet anholdt og ikke et eneste individ retsforfulgt, siger han.
En uafhængig efterforskning er altafgørende, understreger Zeid Ra'ad Al Hussein.
Næsten 800 af de dræbte var medlemmer af de tyrkiske regeringsstyrker. Et ukendt antal af de resterende 1200 har muligvis været indblandet i voldelige eller ikkevoldelige handlinger mod staten, står der i FN-rapporten.
Rapporten beskriver blandt andet, hvordan 189 personer fra byen Cizre var fanget i kældre gennem flere uger uden vand, mad, lægehjælp og strøm, inden de blev dræbt i en brand oven på bombardementer.
PKK er en kurdisk politisk og militant gruppe, som Tyrkiet, USA og EU betragter som en terrororganisation.
Arbejderpartiets erklærede mål var først en uafhængig kurdisk stat. I dag er målet mere selvstyre i de kurdiske områder i det sydøstlige Tyrkiet.
/ritzau/Reuters