Efterårets og vinterens kampe i Aleppo i Syrien har ikke alene efterladt en by i ruiner.
Kampene har også betydet forfærdelige overgreb på menneskerettighederne, lyder det onsdag i en FN-støttet undersøgelse.
Blandt uhyrlighederne var et angreb på en nødhjælpskonvoj 19. september 2016 i udkanten af Aleppo, i provinsen Urem al-Kubra.
Ifølge undersøgelsen blev angrebet på konvojen, der dræbte mindst ti nødhjælpsarbejdere, udført med fuldt overlæg.
- De syriske luftstyrker havde en humanitær nødhjælpskonvoj som mål i det ydre Aleppo.
- Det var nøje planlagt og hensynsløst udført, lyder det.
En anden selvstændig FN-undersøgelse sagde i december, at den ikke var i stand til at placere skylden for angrebet, der tvang nødhjælpsgrupper til for en stund at stoppe den livsnødvendige nødhjælp.
I den fremlagte FN-undersøgelse onsdag lyder det også, at den syriske regering kastede bomber med klorin i det østlige Aleppo i 2016. Desuden blev civile henrettet.
Der er beviser for, at syriske kampfly smed "giftige industrielle kemikalier, inklusive klorin", står der i rapporten. Der er ifølge rapporten ingen indikationer på, at Rusland har brugt kemiske våben i byen.
Modsat har kommissionen fundet dokumentation for, at oprørsstyrkerne har angrebet civile i den vestlige del af byen, da den var under regeringens kontrol.
Da civile forsøgte at flygte fra oprørskontrollerede dele af Aleppo, blev de ifølge rapporten nogle steder "voldeligt forhindret" i at flygte af oprørsgrupper og brugt som menneskelige skjold.
Selv den aftale, der blev lavet mellem rivaliserende grupper om at evakuere indbyggere i Aleppo efter den fem måneder lange belejring, var et brud på menneskerettighederne.
- Forbrydelsen var den tvungne flytning af den civile befolkning, hedder det i undersøgelsen.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.