Aktien i flyproducenten Boeing faldt med knap 13 procent på det amerikanske aktiemarked fra åbningen mandag, efter at et af selskabets fly styrtede ned i Etiopien søndag.
Flyet var af typen 737 Max 8, og 157 mennesker mistede livet i forbindelse med styrtet.
Det var det andet flystyrt med den type på seks måneder. I oktober styrtede et fly ned i Indonesien, hvor 189 personer mistede livet.
De to styrt har skabt usikkerhed om sikkerheden for flytypen 737 Max 8.
Ifølge Financial Times er der i Boeings ordrebog bestillinger på over 5000 fly af typen, hvoraf de 300 er blevet leveret.
Det er ifølge Financial Times det største kursfald for Boeing siden 17. september 2001 i efterdønningerne af terrorangrebet i USA.
Efter 45 minutters handel har aktien vundet lidt af det tabte og dykker otte procent.
Kursfaldet betyder, at markedsværdien af Boeing er faldet med 127 milliarder kroner.
- Selv om det er for tidligt at drage konklusioner, kan der være bekymringer om forstyrrelser i forhold til sikkerhed, produktion og flyveforbud, siger aktieanalytiker Rajeev Lalwani fra Morgan Stanley til Reuters.
Flere flyselskaber og lande har efter styrtet besluttet at holde fly af den pågældende type på jorden.
Det gælder blandt andet i Kina. Myndighederne afventer, at det bliver undersøgt, om styrtet skyldes en generel fejl. Det samme har myndigheder i Etiopien og Indonesien.
- I lyset af de to ulykker, som begge var med nyligt leverede Boeing 737-8-fly, og som skete under takeoff-fasen, så har de en vis grad af lighed, skriver Kinas myndighed for civil luftfart i en meddelelse.
I Europa følger luftfartsmyndigheden EASA situationen tæt. Indtil videre er der ikke indført et flyveforbud.
Boeing har mandag oplyst, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at udsende en ny vejledning til operatører ud fra de foreløbige oplysninger om flystyrtet.
/ritzau/