Efter en voldsom stigning i antallet af flygtninge, der bliver erklæret parate til at få et job, er andelen større end for kontanthjælpsmodtagere.
Det skriver Jyllands-Posten. Tallet er baseret på data fra den offentlige database jobindsats.dk.
- Kommunerne har taget bestik af de politiske vinde og går nu til flygtningene med det udgangspunkt, at de kan arbejde i stedet for at dømme dem ude fra starten. Det er et meget vigtigt signal at sende, siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Berit Toft Fihl til Jyllands-Posten.
Ifølge jobindsats.dk er 41 procent af flygtninge de seneste måneder blevet placeret i gruppen af jobparate. Andelen for kontanthjælpsmodtagere er 30 procent.
Tidligere i år skabte det stor debat, at meget få flygtninge blev erklæret jobparate.
Det blev de blandt andet ikke, fordi de ikke mestrede dansk, hvilket gav problemer i forhold til kravene om at være jobparat. Det er der nu blevet ændret på, så sprog er en mindre hindring.
Hos Dansk Arbejdsgiverforening giver udviklingen derfor god mening.
- Man skal tænke på, at de fleste har haft en arbejdsidentitet i deres hjemland, og så er det ikke urealistisk at sige, at de også skal kunne arbejde, når de kommer til Danmark.
- Omvendt ved vi, at mange af de ledige danskere har været i kontanthjælpssystemet i årevis og derfor kan have en længere vej tilbage til arbejdsmarkedet, siger Berit Toft Fihl til Jyllands-Posten.
Ifølge Jyllands-Posten er der dog store forskelle på, hvor mange flygtninge der bliver erklæret jobparate.
Andelen i Frederikshavn, Brønderslev og Nordfyns Kommune er under fire procent, mens kommuner som Ringsted, Rebild og Ballerup ligger på 87 procent.
/ritzau/