Et kinesisk fly, der leder efter spor af det forsvundne Malaysia Airlines-fly, har fundet "mistænkelige genstande" i den sydlige del af Det Indiske Ocean. Det meddeler det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Det drejer sig om "to relativt store, flydende genstande med mange mindre, hvide genstande spredt over en radius på flere kilometer," lyder det fra Kinas statsstyrede nyhedsbureau, der citerer en reporter, der er om bord på flyet.
De større genstande er "hvide og firkantede," lyder det.
Besætningen har indberettet koordinaterne til de australske myndigheder og også til et kinesisk skib, der er på vej til området.
De australske marinemyndigheder siger samtidig, at de vil forsøge at finde objekterne.
Xinhua har tidligere meddelt, at et kinesisk militærfly mandag lokal tid fløj fra Perth, der ligger på den australske vestkyst, for at lede efter "mistænkelige" genstande, der var blevet opsnappet på satellitbilleder og som muligvis kan knyttes til den savnede Boeing 777-fly.
Søndag aften kom det frem, at franske satellitter også har opdaget "mulige genstande", der kan stamme fra MH370-flyet, der på mystisk vis forsvandt 8. marts undervejs fra den malaysiske hovedstad, Kuala Lumpur, til Beijing i Kina.
Samtidig har fund af en træpalle og andet vraggods, der måske kan knyttes til det forsvundne passagerfly med 239 personer om bord, givet håb om et gennembrud i den internationale søgning efter MH370.
Australiens vicepremierminister opfordrer dog også til, at man ikke giver sig selv falske forhåbninger.
- Vi klynger os nok bare til hvilken som helst lille information, der kommer langs vejen for at fide et sted, hvor vi muligvis er i stand til at samle vores indsats, siger Warren Truss til ABC radio.
/ritzau/AFP