Ritzau
Opdateret kl. 04:41
Under en større eftersøgning efter en forsvunden færge i det centrale stillehav har redningsmandskab søndag fundet syv mennesker drivende rundt i en gummibåd.
Det oplyser John Ashby, leder af eftersøgningen fra New Zealand.
- Gruppen var meget lettet over at være blevet fundet, da der blev kastet forsyninger i form af vand og en radio ned til dem fra Orion-flyet fra New Zealands flyvevåben, siger han.
Den forsvundne færge forlod øen Nonouti i det lille ørige Kiribati 18. januar med kurs mod øen Betio. Den 260 kilometer lange rejse forventedes at tage to dage, men færgen er fortsat ikke nået frem ti dage senere.
Den 17,5 meter lange trækatamaran med navnet "MV Butiraoi" blev meldt savnet sent fredag aften.
Inden afgangen fra Nonouti var skibets propelleraksel blevet repareret.
- Det kan have været medvirkende til, at der er opstået problemer med at navigere, fortalte John Ashby lørdag.
Et fly af typen P3 Orion fra flyvevåbnet i New Zealand blev lørdag sendt afsted for at tjekke færgens planlagte rute fra luften.
Det er det fly, der søndag har fundet de syv mennesker i den lille gummibåd. Efterfølgende er et fiskerfartøj blevet omdirigeret for at hente de syv personer.
Ifølge forsvarsministeriet i New Zealand befinder fiskerfartøjet sig 92 kilometer nordøst for gummibåden og forventes at nå frem søndag eftermiddag lokal tid.
Gummibåden antages at være den ene af to redningsbåde om bord på "MV Butiraoi".
Kiribati, der består af 33 øer og har 110.000 indbyggere, ligger knap 3500 kilometer nordøst for Fiji.
/ritzau/AFP