Takket være et flot comeback i anden halvleg vandt FCM Håndbold lørdagens topkamp i Dame Håndbold Ligaen med 23-21 over mestrene fra Randers HK efter at have været bagud 8-12 ved pausen
Sejren bringer FCM op på 25 point, og det er kun en bedre målscore, der gør, at Viborg HK topper ligaen foran FCM'erne. Randers er på tredjepladsen hægtet noget af med 19 point.
FCM fik en fornuftig åbning på opgøret i Ikast-Brande Arena, men efter 10 fine første minutter gik FCM helt i stå, da Randers-mandskabet med et par justeringer fik holdets 3-2-1-forsvar til at fungere.
Samtidig begyndte Chana Masson at vise sin klasse i Randers-målet med flere gode redninger. Brasilianeren havde en redningsprocent på 67 i første halvleg. Meget imponerende.
Det betød blandt andet, at Randers gik til pause med den solide 12-8-føring, og under en timeout i første halvleg opfordrede FCM-træner Helle Thomsen blandt andet sine spillere "til at tage sig sammen".
Netop det gjorde hjemmeholdet, selvom FCM måtte klare sig uden sin skadede playmaker Lærke Møller.
FCM bragte sig foran 17-16, og med under 10 minutter tilbage kunne det ikke blive mere spændende med stillingen 19-19.
Med under fire minutter tilbage bragte FCM sig afgørende foran 22-20, og det forspring kunne Randers ikke hente.
I lørdagens anden ligakamp vandt FIF på udebane med 22-20 over Aalborg DH i en duel om at komme væk fra bunden.
/ritzau/