En 17-årig pige er anholdt for at stå bag flere stenkast fra en vejbro i Hadsten.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Ifølge politiet kastede pigen flere sten fra en bro over en vej både tirsdag og onsdag.
Pigen blev fredag fremstillet i et grundlovsforhør. Hun har dog et psykisk handicap og var ikke i stand til selv at møde i retten. Derfor blev hun fremstillet in absentia, som det hedder, når man ikke selv er til stede.
Dommeren i retsmødet besluttede at fængsle hende på en sikret institution i 14 dage. Anklagemyndigheden krævede dog, at hun blev fængslet i fire uger, og derfor har den kæret afgørelsen, oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
Onsdag morgen modtog politiet flere anmeldelser om, at der var blevet kastet flere sten fra en bro på Skovvej og ned på den større Randersvej.
Politiet har efter kastene modtaget flere henvendelser fra vidner, og det fik politiet på sporet af pigen, der sigtes for at have forvoldt fare for andres liv.
Det er uvist, hvordan pigen forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/