Danske ishockey- og håndboldligaer vil også søge hjælp til at bekæmpe sorte penge.
Det skriver TV2, efter at Skattestyrelsen onsdag meddelte, at den vil sammen med Divisionsforeningen vil tage rundt i danske fodboldklubber for at sætte ind mod skattesnyd.
Nu siger cheferne for de danske håndbold- og ishockeyligaer til TV2 Sport, at de også gerne vil have hjælp til at bekæmpe det.
TV2 Sport fortalte i februar om skattesnyd i flere klubber fra fodboldens 2. division og de øverste serieniveauer. Afsløringer indebar ikke ishockey- og håndboldligaer, men alligevel vil de gerne have hjælp.
- Jeg håber da også, at håndbolden bliver inviteret indenfor, og jeg vil i hvert fald gøre mit til, at håndbolden bliver inviteret til de her informationsmøder, siger direktør i håndboldens Divisionsforening, Thomas Christensen, til TV2 Sport.
Hos ishockeyens Ligaforening vil man opfordre klubberne til at bede om hjælp.
- Det vil jeg klart. Nu ser vi, hvordan det bliver rullet ud i forhold til fodbolden, og så tager vi en dialog på tværs af ligaklubberne og Danmarks Ishockey Union. Vi har en stor interesse i at gøre det rigtigt og ordentligt, siger Klaus Rasmussen, som er formand for Ligaforeningen.
/ritzau/