- Hvis forældrene i forvejen står i en sårbar situation, så er der nogle, som tyer til de sociale medier for at få lidt luft. Det er problematisk.
Sådan siger Thomas Kielgast, skoleleder på Hastrupskolen i Køge, til Sn.dk i forbindelse med, at en undersøgelse viser, at knap hver tredje skoleleder inden for de seneste fem år har oplevet at blive omtalt negativt af forældre eller skolebestyrelse på Facebook eller andre sociale medier.
Undersøgelsen er lavet af det nye medie Politiken Skoleliv, som har spurgt 1.780 skoleledere på både folkeskoler, privat- og friskoler, og hvor 430 skoleledere har svaret.
Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, siger til Politiken Skoleliv, at omfanget er "chokerende højt", og at det er rystende, "at man kan finde på at bruge noget så udemokratisk som lukkede grupper eller envejskommunikation, som Facebook jo er, til at ødelægge samarbejdet mellem skolen og hjemmet".
Thomas Kielgast fortæller til Sn.dk, at han af andre er blevet gjort opmærksom på, at han på sociale medier er blevet "beskrevet negativt", og at det blandt andet er sket, hvis der skulle tages svære beslutninger i børnesager.
Thomas Kielgasts kollega på Søndre Skole, Steen Rosenberg, er ikke overrasket over, at det foregår:
- Grundlæggende er det ikke overraskende, med tanke på den verden vi lever i med sociale medier. Her fylder skolen rigtig meget, men jeg håber, at folk kontakter skolelederen direkte, hvis de har et eller andet, de er utilfredse med, siger Steen Rosenberg, og tilføjer:
- Der er en udfordring i, at man ikke kan kommentere på det, for der kan være tale om en enkeltsag om en elev, siger Steen Rosenberg, der bakkes op af Thomas Kielgast:
- Jeg har ikke mulighed for at tage til genmæle, for det er som regel fortrolige ting, eksempelvis personsager. Der er jeg skakmat.
Undersøgelsen viser desuden, at lidt mere end syv ud af ti skoler har en side på Facebook, men også at mange skoleledere helt holder sig fra Facebook.