Flemming Vinther er helhjertet fagforeningsmand og brænder for den danske model som grundlag for et stærkt offentligt og privat arbejdsmarked og for det danske velfærdssamfund.
Som formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg spiller han en hovedrolle ved de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Her er han nemlig topforhandler for de 180.000 statsligt ansatte, ligesom han var det i 2015, 2013 og 2011.
Op til forhandlingerne om OK18 har Flemming Vinther efterlyst et opgør med den finansministrielle logik, der dræner de statslige arbejdspladser for energi og engagement. Statens ansatte skal ikke betale for regeringens konsekvente underfinansiering af den offentlige sektor, lyder det, under parolen ’nok er nok.
Til daglig er Flemming Vinther formand for HKKF, fagforeningen for konstabler og korporaler i hæren og for de statsligt ansatte på LO-området i OAO-Stat, ligesom han sidder i LO Daglig Ledelse.
Flemming Vinther vil blogge om overenskomstforhandlingerne fra et lønmodtagerperspektiv.
HVOR BIZART DET end kan virke, så er vi kun syv måneder efter slagsmålet om OK18 på vej ind i en voldgift om den betalte spisepause.
Sagen handler om, at arbejdsgiverne på seks skoler har fjernet medarbejdernes ret til betalt spisepause. Det gjorde de før OK18. Det var et brud på overenskomsten.
Det har vi forsøgt at rette op på ved at få Moderniseringsstyrelsen til at bede deres lokale ledere om at efterleve overenskomstaftalen. Konkret ved at sikre at de mere end 1.000 medarbejdere på skolerne får den spisepause, som de hele tiden har haft ret til.
Egentlig meget enkelt, synes jeg. Men det synes Moderniseringsstyrelsen ikke. De fastholder, at fordi spisepausen var væk før OK18, så har medarbejderne heller ikke ret til den fremover.
Men at ledelsen har gjort noget forkert før OK18 retfærdiggør ikke, at de bliver ved med at gøre noget forkert. At de har brudt aftalen i flere år, giver dem ikke lov til at blive ved med at bryde aftalen.
VED OK18 LYKKEDES DET at opnå enighed om retten til betalt spisepause. Som det fremgår af forliget “Parterne er enige om, at retten til betalt spisepause ekspliciteres som en overenskomstmæssig ret, hvor en sådan ret består i dag.” Derefter burde der ikke kunne opstå tvivl. De ansatte på de omstridte skoler er jo netop ansat på overenskomstområder hvor retten til betalt spisepause også gjaldt inden OK18. Så de har ret til betalt spisepause. Punktum.
Det bizarre i sagen er, at de seks skoler er omfattet af overenskomster, hvor den betalte spisepause er en rettighed. Og at Moderniseringsstyrelsen og Innovationsministeren alligevel fastholder, at de ansatte på skolerne ikke skal have den ret.
I en pressemeddelelse skriver Moderniseringsstyrelsen: ”Vi står fuldstændig ved forårets overenskomstaftale. Alle medarbejdere på de statslige arbejdspladser, der før OK18 havde betalt spisepause har det også fremover. Vi mener bare, at skolerne er en udvidelse af OK18-aftalen”
Men skolerne er ikke en udvidelse af aftalen. De har hele tiden været omfattet af overenskomst med ret til betalt spisepause. Ledelsen har bare ikke overholdt aftalen.
Derfor handler sagen ikke om, at nye grupper skal have betalt spisepause. Den handler om, at mere end 1.000 ansatte er blevet snydt for deres spisepause før OK18. Og nu vil Moderniseringsstyrelsen ikke være med til at håndhæve aftalen ved at give dem spisepausen igen.
MODERNISERINGSSTYRELSEN udtaler i samme pressemeddelelse: ”Vi kan sagtens se udfordringen for skolerne. Derfor har vi også forsøgt at finde fælles løsninger og tilbudt fagforeningerne at udvide aftalen, så den også kommer til at gælde for de medarbejdere på skolerne, der ikke havde betalt spisepause før OK18. Det har fagforeningerne ikke været indstillet på, og så må vi have sagen prøvet ved en voldgift”
Det er jo fint, at Moderniseringsstyrelsen kan se udfordringerne. Det virker bare ikke som om, at de tager dem rigtig seriøst. I hvert fald var deres ”tilbud” at reducere medarbejderens løn i bytte for at de får en spisepause. De vil altså lade medarbejderne betale for en rettighed, som de allerede har, og som vi sammen sloges for at sikre ved OK18.
IGEN STÅR VI overfor en arbejdsgiver som forsøger at stjæle vores rettigheder. Både på de lokale arbejdspladser og centralt i Moderniseringsstyrelsen. Det ville vi ikke acceptere ved OK18. Og det kommer vi ikke til at acceptere nu.
Derfor fører vi nu sagen i det fagretslige system. Sådan er ”mekanikken” i aftalesystemet, når der er uenigheder. Men at vi skal have denne uenighed nu, efter at have brugt dage, uger og måneder på netop dette spørgsmål ved OK18, kan alene opfattes som en provokation fra vores minister og statslige arbejdsgiver.
Vi var klar til at lægge OK18 bag os. Vi er klar til at lave aftaler og i fællesskab at skabe attraktive arbejdspladser på statens område. Det er vores arbejdsgiver tydeligvis ikke.
Det gør mig ærgerlig, og det gør mig vred. Ærgerlig, fordi det vil stå i vejen for gode aftaler til gavn for vores medlemmer og statens medarbejdere, at klimaet og tilliden atter får en ”mavepuster”. Og vred, fordi det er en helt igennem uanstændig opførelse fra en arbejdsgiver anno 2018.
JEG ER DYBT FRUSTRERET over, at vi nu igen skal have et slagsmål om den betalte spisepause. Det havde vi så rigeligt af ved OK18. Men offentlig ansatte skal kunne have tillid til, at ministerens underskrift betyder noget. De skal vide, at arbejdsgiver ikke kan komme som en tyv om natten og stjæle deres rettigheder. Og de skal vide, at vi altid – som i hver evig eneste gang – er klar til at kæmpe, når medlemmernes rettigheder krænkes.
Derfor er vi selvfølgelig klar til at føre sagen i en voldgift. Og derfor handler sagen om mere end de 1000 medarbejdere på skolerne– selvom det i sig selv er alvorligt nok.
Derfor er jeg også taknemmelig for den opbakning, kollegerne på skolerne allerede har fået fra andre offentligt ansatte og andre borgere. Jeg håber, at det kan være med til at overbevise ministeren om at leve op til aftalen. Og jeg ved, at opbakningen betyder meget, for de kolleger der lige nu må arbejde 2,5 mere om ugen uden at få en krone for det, fordi deres arbejdsgiver ikke overholder vores aftaler.
Vi har før vist, at sammen er vi stærke. Lad os vise det igen.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.