Doublefinalerne i Dubai World Superseries Finals bliver uden dansk deltagelse.
Lørdag aften tabte mixeddoublen Joachim Fischer og Christinna Pedersen med 14-21, 18-21 til kineserne Zheng Siwei og Chen Qingchen, verdensranglistens nummer tre.
- Når de ikke giver os flere chancer, skal vi ramme fem procent mere, end vi gjorde. Vi spillede godt i store dele af kampen, men de spillede godt i hele kampen, siger Christinna Pedersen til TV2 Sport.
Fischer og Pedersen var med til 8-8 i første sæt, før de blev bremset af en kinesisk mur.
Andet sæt knækkede ved 7-7, hvor efter kineserne tog føringen og aldrig blev hentet. De to danskere havde ellers muligheden for at udligne til 19-19, men fjerbolden blev sendt i nettet af Christinna Pedersen.
Det gav i stedet kinesisk matchbold, og den blev også afgjort af et dansk slag i nettet.
- Vi ville gerne have fået kontakt. Vi havde en fornemmelse af, at hvis vi havde fået det, så havde de været lidt mere "shaky", siger Joachim Fischer til TV2 Sport om andet sæt.
Fischer og Pedersen blev den tredje danske double, der led samme skæbne lørdag.
Tidligere på dagen tabte Christinna Pedersen også i damedouble, da hun sammen med Kamilla Rytter Juhl mødte japansk overmagt.
Det blev også til semifinalenederlag for herredoublen Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen.
Dermed er Viktor Axelsen ene om at repræsentere Danmark i søndagens finaler.
/ritzau/