Fire unge mænd er ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet i fire uger for et hjemmerøveri i Lystrup.
Østjyllands politi modtog onsdag aften klokken 19.22 en anmeldelse om, at otte til ti personer netop var ankommet til en adresse i Lystrup i to biler.
Fra vagtcentralen blev der øjeblikkeligt sendt flere patruljer til stedet. De var hurtigt fremme og kunne anholde to af de personer, der nu er fængslet.
- Det er nogle unge gutter. De er ude på en adresse, og så udvikler det sig til et hjemmerøveri, siger vagtchef Bo Christensen ved Østjyllands Politi.
De to første anholdte opholdt sig tæt på det formodede gerningssted og var i besiddelse af masker og huer.
De øvrige gerningsmænd havde forladt området.
I løbet af mandagen har politiet ledt efter de resterende formodede gerningsmænd, og indtil videre er det altså lykkedes at fange yderligere to, der også er fængslet.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og af den grund er det fortsat sparsomt med oplysningerne fra politiet.
/ritzau/