En analyse offentliggjort af Finansministeriet torsdag viser, at ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere kostede statskassen 36 milliarder i 2015.
Men når tallene udkommer for 2016 og 2017, vil de sandsynligvis være lavere.
Det mener finansminister Kristian Jensen (V).
- Jeg forventer, at med den positive udvikling, der er i beskæftigelsen, så vil prisen falde i forhold til indvandring, siger han.
To andre netop offentliggjorte analyser fra Finansministeriet viser en positiv udvikling i beskæftigelsen og antallet af offentligt forsørgede siden andet kvartal af 2015.
- Med de regler, der er lavet, og de konjunkturer, der er nu, er der en klar mulighed for, at flere kan komme i beskæftigelse, og at vi dermed kan nedbringe indvandringens pris, siger finansministeren.
Da der blev lavet en tilsvarende analyse af omkostningerne ved ikkevestlig indvandring i 2014, var tallet 33 milliarder kroner.
Stigningen frem mod 2015 tilskriver Finansministeriet det antal asylmodtagere, der kom til Danmark i den mellemliggende periode.
Analyserne er blevet lavet for, at "få fakta på bordet", forklarer Kristian Jensen.
Men selv om antallet af asylansøgere i 2017 var på det laveste niveau i ni år, og forudsætningerne har ændret sig, gør det ikke tallene ligegyldige, mener finansministeren.
- Man kan bruge dem til at gøre opmærksom på, hvad prisen for dårlig integration er.
- Man kan også bruge det til at sige, at nu har vi fået styr på den meget store udfordring, der var med meget høj indvandring og mange asylansøgere i 2015 og 2016.
- Det betyder, at vi skal fokusere på noget andet. Ikke på, hvor mange der kommer, men på hvordan vi integrerer dem, der er kommet, siger Kristian Jensen.
Regeringen ventes snart at præsentere et ghettoudspil.
De nye tal er en del af baggrunden for de initiativer, der vil blive præsenteret, forklarer Kristian Jensen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.