Storbritanniens finansminister, Sajid Javid, er torsdag overraskende trådt tilbage i forbindelse med en ministerrokade i den britiske regering.
Det skriver flere britiske medier - herunder BBC og Sky News.
- Javid er væk. Ministerrokaden har taget fart, skriver BBC's politiske redaktør, Laura Kuenssberg, på Twitter.
Flere medier skriver, at finansministerens afgang er uventet. Laura Kuenssberg siger, at Javids afgang "vil være chokerende for nogle".
Ifølge en politisk redaktør ved Sky News, Sam Coates, forlangte premierminister Boris Johnson, at Javid skulle fyre sine særlige rådgivere.
- Ministeren afviste og resultatet blev, at de begge blev enige om, at deres veje skulle skilles, siger Sky News' Sam Coates.
Der har de seneste uger været rygter om, at Sajid Javid og hans stab har haft uoverensstemmelser med premierministerens toprådgiver Dominic Cummings. Det skriver BBC's politiske korrespondent Vicki Young.
Javids farvel kommer i forbindelse med Boris Johnsons på forhånd varslede ministerrokade torsdag. Men blot få minutter før Javids farvel skrev BBC, at han var en af de ministre, som man forventede ville blive på sin post.
39-årige Rishi Sunak overtager Sajid Javids post som finansminister. Det oplyser regeringen i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Rishi Sunak har været medlem af det britiske parlament siden 2015.
Flere andre prominente navne er torsdag meldt færdige på deres poster.
Blandt dem er den konservative profil Andrea Leadsom. 56-årige Leadsom forlader posten som erhvervs- og energiminister.
Også 48-årige Julian Smith er blevet offer for rokaden. Han er færdig som minister med ansvar for Nordirland.
59-årige Geoffrey Cox forlader posten som regeringens juridiske chef, og også den 51-årige miljøminister Theresa Villiers er færdig.
Dominic Raab forbliver udenrigsminister, skriver Reuters.
/ritzau/