Hun slog igennem som den dygtige jurastuderende blondine Elle Woods i filmen "Legally Blonde" - men nu er den 37-årige skuespillerinde Reese Witherspoon blevet idømt en bøde på 213 dollar for uanstændig adfærd, skriver TMZ.
Lovovertrædelsen fandt sted, da Witherspoon sammen med ægtemanden Jim Toth blev bedt om at køre ind til siden. Politiet havde nemlig mistanke om, at manden måske havde fået en genstand for meget.
Men det var alligevel for meget for den ellers pæne skuespillerinde, der gik på barrikaderne og skreg "ved du ikke hvem, jeg er?", da betjenten anholdte Toth.
Det kostede stjernen en anholdelse og nu også en bøde på godt 1200 danske kroner.
Reese Witherspoon var da heller ikke ligefrem stolt, da hun under et interview i talkshowet "Good Morning America" for nylig undskyldte for sine handlinger.
- Det var en af de der aftener. Vi tog ud at spise i Atlanta og fik et glas vin for meget. Vi troede, vi var i stand til at køre, og det var vi bestemt ikke. Og det er bare fuldstændig uacceptabelt. Og vi er så kede af det og flove. Og vi ved bedre, sagde hun.
Ægtemanden, Jim Toth, kan se frem til 40 timers samfundstjeneste og et kursus i alkoholhåndtering.
/ritzau/