Af Pia Petersen
Merete stirrede forblændet på englen. Intet var, som hun havde forventet. En stor del af hendes julepynt havde altid været engle i alle tænkelige udgaver, men illusionen brast.

For denne engel var helt anderledes. Guldstøvet stod som en tyk aura om det lille selvcentrerede colibri-flaksende væsen, og stemmen var lys som en kastratsangers, da englen brød ud i sang.
»Var det mon en kode,« tænkte Merete.

I kælderen sad Sallalaja og nynnede for sig selv. Hun havde atter fået inspirationen tilbage. Det var jo i dag, at tæppet skulle gå til ferniseringen i Galleri Hop Hop. Hun havde endnu et par timer, inden hun skulle aflevere »Pink WC-bræt med kvæg-drømme« i galleriet. Sallalaja havde aldrig set en levende ko og havde derfor fundet stor inspiration til mesterværket i den autentiske atmosfære i kælderen.

Imens traskede Kevin rundt i de nærliggende baggårde - der var ingen spor af Frederikke eller knægten.
»Fandens til møgunge,« mumlede Kevin. Hvis det ikke var for ham, kunne han have tilbragt en hyrdetime med Merete. Han dagdrømte smågrinende om hendes erotisk buttede figur og glædede sig over, at han havde snuppet en joint med fra kælderlejligheden. Efter 10 års på fniseurt havde han svært ved at tænke klart uden en vis påvirkning.

Fra lejligheden på 2. sal strømmede et medley af Grundtvigs salmer. Kevin stirrede stenet op mod den snetunge himmel, og på ejendommens tag kunne han ane omridset af noget, der mest af alt mindede om en rødglødende Carl Majo klædt i sort tætsiddende lædertøj med en purpurfarvet kappe, der forsøgte at kickstarte Jammerdals invalideknallert.

Hvad foregår der i Jammerdals lejlighed?
Hvad laver Majo på taget i lædertøj?
Bliver vi nogensinde færdige med denne historie?

Skriv fortsættelsen på historien og vin to billetter til Madrid, Pisa eller Marseille. Bidraget skal sendes til juleblog@avisen.dk.