Den danske landsholdsmålmand Anders Lindegaard sprællede forgæves, da Norwich-spilleren Anthony Pilkington scorede det afgørende 1-0-mål i hjemmesejren over Manchester United i Premier League lørdag aften.
Lindegaard var tilbage i United-målet efter at have siddet ude i fem ligakampe i træk, men selvom danskeren havde nogle usikre aktioner, så var han uden skyld i målet.
Det mener United-manager Alex Ferguson.
- Det var et herligt indlæg og et fornemt hovedstød fra Pilkington. Der var intet, vores målmand kunne gøre, siger Ferguson til ESPN.
Ferguson kalder Norwich-sejren for ganske fortjent.
- De arbejdede hårdt for sejren, og de fortjente den. Vi havde bolden meget, og så havde vi en eller to halve chancer, men det var ikke vores aften. Vi er skuffede, men al kredit til Norwich, siger skotten.
Med nederlaget måtte United se, at mestrene fra Manchester City overtog førstepladsen denne lørdag.
City vandt 5-0 hjemme over Aston Villa og er et point foran United.
/ritzau/